Glasgow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2019
  • Opdateret: 26 apr. 2019
  • Status: Igang
Glasgow 1956; dette er året, hvor det hele begynder. Flere unge menneskers veje krydses, mens de forsøger at finde ud af, hvem de er, og hvor de skal hen i livet. Kærlighed, venskaber og store drømme. Alt sammen i et samfund, der mere eller mindre har bestemt deres skæbner for dem - tør de at gøre op med normerne?

8Likes
5Kommentarer
980Visninger
AA

11. Kapitel 11: År 1957

“Godt, alle sammen!” sukkede lærerinden lettet. Hun kiggede ud over kanten på sine briller og lagde bogen fra sig på katederet. “I må nu gå ud og trække lidt frisk luft.”

Shona MacFarlane sukkede næsten lige så lettet, som lærerinden havde gjort.

Skolen var ikke nær så sjov, når Beitris ikke var der til at holde hende med selskab. Minutter føltes som timer, og timer føltes som dage. Ja, hun kunne knap nok huske, hvornår hun sidst havde set de buskede øjenbryn eller det varme smil. Hun sukkede, da hun mindedes den varme latter, hun så gerne ville høre lige nu.

Shona fulgte sine klassekammerater ud i skolegården, som allerede var halvt fyldt af de andre klasser på de forskellige årgange.

Drengene havde allerede startet den vanlige fodboldkamp. Boyd Johnston dominerede feltet som altid, mens de andre drenge forgæves forsøgte at få bolden fra ham. Han var en rigtig solospiller.

De få, der var på hans hold, traskede alle ligegyldigt rundt og ventede på, at de skulle få bolden, som de aldrig ville få.

Shona satte sig på en bænk i nærheden af banen og kiggede uden interesse på spillet. Hun vidste ikke, hvad hun skulle foretage sig, når Beitris ikke var her. Hun var altid sammen med hende i pauserne.

En høj dreng med sort hår og tykke, sorte øjenbryn forsøgte at stjæle bolden fra Boyd Johnston. Han skubbede til ham med skulderen og forsøgte at blokere ham fra bolden, men Boyd Johnston var et stort brød.

Drengen hamrede til bolden, og den fløj ud over sidelinjen, hvor den hamrede mod bænken, som Shona sad på. Forskrækket udstødt hun et hvin. Hun skærmede for lyden med sin hånd pinligt berørt over, at alle fyrene betragtede hende.

Bolden trillede tilbage ind på banen, og alle fyrene genoptog kampen - undtagen én.

Drengen med det sorte hår og de tykke øjenbryn strøg hænderne igennem sit hår, der var blevet fugtigt af den fysiske aktivitet i solens hede. Hans øjne kiggede direkte på Shona.

Shone rettede på sin nederdel, mens hun kiggede sig diskret omkring for at finde ud af, om han mon virkelig betragtede hende. Et par piger sad i sandkassen bag hende og byggede sandslotte, mens tre piger klatrede i stativet bag hende. De var alle meget yngre end Shona.

Drengen fortsatte beslutsomt hen mod Shona. Hun kiggede op på ham med sine store, blå øjne, mens hun usikkert rettede på de sorte lokker.

“Kom du noget til?” spurgte drengen.

Shona rystede stumt på hovedet. Hun havde pludselig glemt, hvordan man snakker. Hendes hjerne kunne ikke sammensætte en eneste sætning.

“Godt!” svarede drengen og korte igen hånden gennem håret.

Shona nikkede på hovedet uden at fjerne øjnene fra drengen foran sig. Hun var bange for, at han ville forsvinde, hvis hun blinkede - så det gjorde hun ikke.

“Øh,” sagde drengen usikkert, og øjenbrynene bevægede sig opad mod hans hårgrænse. “Jeg hedder Fergus…” sagde han tøvende.

Shona nikkede stadigvæk uden at blinke. Hun gav sig selv et mental spark.

“Jeg hedder Shona…” fik hun fremstammet. “Shona MacFarlane.”

Fergus nikkede, og et forsigtigt smil voksede sig over hans læber. Shona fulgte hans eksempel.

“Nåh...” sagde Fergus langsomt. “Jeg må nok hellere komme tilbage til kampen.” Han pegede med tommelfingeren over skulderen. “Selvom det nok ikke gør den store forskel!” lo han stille.

“Bare man gør sit bedste!” svarede Shona. Hun vidste også godt, at hans deltagelse ikke ville gøre den store forskel, så længe Boyd Johnston var med. Måske ville Fergus var holdets stjerne, hvis han spillede sammen med de andre middelmådige spillere; men Boyd Johnston var i en klasse for sig selv.

“Ja,” svarede Fergus, og hans smil falmede langsomt, mens han bakkede tilbage mod banen.

“Jeg mener,” råbte Shona i et forsøg på at udglatte det, “ingen har jo en chance mod Boyd, men du ville sikkert styre banen, hvis han ikke spillede!” Hun rejste sig fra bænken og overvejede at forfølge ham ind på banen for at være sikker på, at han lyttede til hende.

Fergus vendte hende ryggen og løb hen mod bolden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...