Glasgow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2019
  • Opdateret: 10 jun. 2019
  • Status: Igang
Glasgow 1956; dette er året, hvor det hele begynder. Flere unge menneskers veje krydses, mens de forsøger at finde ud af, hvem de er, og hvor de skal hen i livet. Kærlighed, venskaber og store drømme. Alt sammen i et samfund, der mere eller mindre har bestemt deres skæbner for dem - tør de at gøre op med normerne?

9Likes
7Kommentarer
1108Visninger
AA

12. Kapitel 12: År 1957

Klokken ringede ud. En lyd af papirer, der blev mere eller mindre krøllet sammen i taskerne og penalhuse, der blev smidt ned ovenpå dem, fyldte rummet.

Shona MacFarlane og Beitris MacAngus pakkede begejstret deres tasker sammen, og deres papirer blev med sikkerhed krøllet i deres hast for at komme afsted mod dagens begivenheder. Ja, for dem var dagen kun lige begyndt. Dette havde været den søvndyssende morgenstund, og de var nu klar til at springe ud af lokalet og have en fantastisk dag i fællesskab.

Beitris havde i går inviteret Shona med sig hjem, og de havde ikke kunne snakke om andet i dag i deres pauser, ned hvad de skulle lave og i hvilken rækkefølge.

Shona skulle have en rundvisning i Den Blå Butik. Det så hun meget frem til. Beitris havde sagt, at de havde de fineste varer inden for herreekvipering.

Shona ville også så frygteligt gerne se Havanna, men der havde Beitris blot leet og sagt, at der ville de aldrig få lov at sætte deres fødder; så Shona måtte tage til takke med herreekviperingen. Og det gjorde hun så lidt modvilligt efter at have udtrykt sin utilfredshed.

Når Beitris havde vist Shona Den Blå Butik ville de tage hjem til Beitris, hvor hendes mor ville vente med eftermiddagste og småkager. Shona havde en sød tand, men hun havde lovet sin far, at hun ikke ville tage flere, end hvad høfligt var - og det havde hun funderet længe over, hvor mange det var. Var det en til hver hånd, eller måtte hun godt tage flere end det?

Hun blev enig med sig selv om, at hun ville tage lige så mange som Beitris tog, for det kunne vel ikke være uhøfligt at tage lige så mange som de andre ved teselskabet tog.

Efterfølgende ville Beitris vise Shona hende sin dukkesamling, der havde været mange år undervejs. Det var den eksklusive slags med porcelænshoveder og hænder.

Shona havde lovet sin far, at hun ikke ville røre ved dem, for hun var jo noget så klodset, og det var næppe en god måde at starte et nyt venskab på med at ødelægge en dukke.

Hun havde altid selv drømt om, at få en dukke med porcelænhoved og silkeblødt hår. Men nu var hun efterhånden blevet så gammel, at det ville være en upassende gave at give hende.

Inden Shona skulle hjem til aftensmad, ville de tage ud på gaden og øve sig i at hoppe i sjippetov. Shona var ikke så god til det, som de andre piger, for hun havde aldrig rigtig hoppet i sjippetov i klosteret.

På grund af den manglende træning i generelle atletiske udfoldelser, var det ikke klart, om hun ville knække sammen eller overleve et hop til, når hun hoppede i sjippetov.

Beitris havde lovet at lære hende det, så de andre piger ikke ville gøre helt så meget grin af hende.

Planerne var store, og tiden var knap, men med det omhyggeligt fastlagte program skulle de nok nå det hele.

De smed begge deres tasker over skulderen og løb afsted mod Den Blå Butik på en måde, enhver mådelig dame ville betragte som upassende for piger i deres alder. Men det afholdt dem ikke fra at gøre det alligevel.

Stønnende stoppede de op ude foran vinduespartiet ved Den Blå Butik.

“Velkommen,” gispede Beitris og slog ud mod ruden med sin ene hånd for at fremvise den længe omtalte herreekviperingsbutik.

Shona kiggede måbende på jakkesættene i vinduerne og så tilbage på Beitris, der stod med et stolt, men ydmygt smil plantet over sine læber.

“Må jeg byde Dem indenfor?” spurgte Beitris og åbnede døren for sin veninde, der trådte indenfor stadigvæk mere en vild beundring fæstet i ansigtet.

“Som De ser,” sagde Beitris, som snakkede hun til en potentiel kunde, “har vi alt fra simple jakkesæt til Spun Nylon-skjorter.” Hun hev fat i et ærme på en skjorte i den mest rædselsfulde tisgule farve.

Shona nikkede, mens hun tænkte for sig selv, at intet derinde virkede simpelt. Selv det billigste jakkesæt var i en klasse, der overgik den almene mand. Dette var ikke en butik for hvem som helst.

“Hej Scott!” sagde Beitris, da de passerede en ung fyr, som stod og rullede en rulle stof sammen.

Han nikkede som et lydløst svar.

“Frk. MacAngus,” lød en ældre herres stemme bag dem.

Shona snurrede rundt og blev mødt af en gammel mand med gråt hår og en tynd skikkelse, der efterhånden druknede i det jakkesæt, der sikkert engang havde været skræddersyet på ham.

Manden smilede varmt til dem begge.

“Hr. Leslie!” sagde Shona og stak ham hånden. Moray Leslie omfavnede den med begge sine hænder.

Beitris fortsatte rundvisningen, mens hun væltede ud med informationer om facon, materiale og mode. Hun vidste alt om alt, der hang rundt omkring, og Shona lyttede begejstret med. Hun var ikke vitterligt begejstret over informationer, og der var ikke noget af det, der hang ved, men hun elskede sin venindes begejstring, der fik hende til at stråle så klart, at hun næsten var smuk at se på.

Klokken over døren ringede. Shona kiggede sig instinktivt over skulderen uden egentligt at se efter.

Hun blev nødt til at kigge en ekstra gang, da det gik op for hende, hvem det var, der var kommet ind af døren. Fergus.

Hans sorte lokker var friseret pænt til siden, og de buskede øjenbryn var trukket sammen opgivende oppe i panden.

“Vær hilset!” sagde Beitris til Fergus og stoppede langt om længe sin enetale.

“Fergus?!” udbrød Shona.

“Hej,” smilede Fergus og fik hende til at blive helt blød i knæene.

Siden den dag på fodboldbanen, havde hun ikke kunne tænke på andet, end hvilken idiot hun havde været, og hvor sød han havde været.

Siden den dag havde hun pludseligt bemærket ham i frikvartererne, og når det skulle hænde, at hun så ham på vej til skole.

Hun vidste ikke, hvad det var ved ham - men der var noget bemærkelsesværdigt ved ham.

“Du er sent på den!” indskød Beitris.

Fergus rullede med øjnene. “Det er I også! Mor venter på jer derhjemme med teen!”

Shona kiggede forvirret fra Beitris til Fergus.

“Åh gud!” sagde Beitris med en nervøs latter. “Er klokken blevet så mange?” Hun kiggede på væggen bag disken, hvor et ur hang og tikkede derudaf.

“Jamen, så må vi nok hellere gå nu!” Beitris greb Shona under armen og trak hende derudfra, mens Shona stadigvæk funderede over, at han havde sagt “mor”.

Idet døren lukkede i bag dem, vendte Shona sig om mod sin veninde og spurgte: “Mor?”

Beitris rynkede på panden og lo. “Ja, mor.” Hun trak på skuldrene, som forstod hun ikke spørgsmålet.

“Er Fergus din bror?” Shona var nærmest ved at kløjes i ordene.

Beitris nikkede stadigvæk med en uforstående mine.

Fergus MacAngus, han hed Fergus MacAngus.

Hun følte, hvordan hendes krop pludseligt virkede mere tung. Fergus MacAngus var Beitris' bror. Det betød, at det var forkert, hvis Shona skulle gå hen og blive en smule småforelsket i sin venindes bror.

Der var kun et problem: Det var hun allerede blevet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...